Skip til primært indhold

På Sydvestjysk Sygehus forsker vi for patienterne

Forskningen har vokseværk på Sydvestjysk Sygehus. 14 forskningsgrupper med blandt andet professorer, lektorer og ph.d.-studerende bidrager hvert år med ny viden inden for diagnostik, pleje og behandling til glæde for patienterne.

På Sydvestjysk Sygehus er forskning en integreret del af sygehusets kerneopgaver. Forskningen bidrager blandt andet til uddannelse, diagnostik, pleje og behandling.

'Vi forsker for patienten, for klinikken og for udvikling af det syddanske sundhedsvæsen. Disse hovedområder anlægger en bred tilgang til sundhedsforskning med fokus på hele patientens forløb på tværs af sektorer', fortæller koordinerende forskningsleder IRS Sydvestjysk Sygehus, Torben Knudsen.

Formålet med forskningen på Sydvestjysk Sygehus er at anvende resultaterne til øget kvalitet i behandlingen af patienter.
'Forskning er afgørende for høj klinisk behandlingskvalitet og for uddannelsen og fastholdelsen af dygtige medarbejdere. Vi ønsker at støtte veletablerede forskningsmiljøer til at dygtiggøre sig yderligere samtidig med, at nye forskningsmiljøer spirer frem,' fastslår lægelig direktør, Anna-Marie Bloch Münster.

Patienterne i forskningen

En del af strategien med forskningen er, at patienter og pårørende på Sydvestjysk Sygehus inddrages i forskningen. Det sker fx ved inddragelse i forskningsråd og –udvalg.
'Vi inddrager patienterne, fordi det er dem, vi forsker for. Patienter og deres pårørende sætter hver dag deres aftryk på vores sygehus. Derfor er det vigtigt, at vi lytter til deres erfaringer og oplevelser, så vi fortsat kan give den bedste og mest kvalificerede behandling til patienterne', siger lægelig direktør, Anna-Marie Bloch Münster.

En del af Syddansk Universitet

Sydvestjysk Sygehus er en del af Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet. Det sikrer en høj standard og specialiseret viden
'Institut for Regional Sundhedsforskning - Sydvestjysk Sygehus har haft vokseværk de sidste år. Forskning spiller derfor også en endnu større rolle i dag end for blot 10 år siden. Den udvikling er vigtigt, for lige om lidt tager Sydvestjysk Sygehus imod de første medicinstuderende, som alle kommer til at blive en del af uddannelses- og forskningsmiljøet', fortæller institutleder af Institut for Regional Sundhedsforskning, Rikke Leth-Larsen.

APPFWU01V